Oversat af John Jørgensen
Jeg er Jeshua, jeg hilser
jer alle fra hjertet. Tag mig ind, mærk mit hjerte, for jeg er
forbundet med dig. Der er et broderskab imellem os, vi er
ligesindede, dig og mig og en større gruppe sjælsvenner der er
lysarbejdere. Nogle af jer er bevidste om det, andre er ikke, i hvert
fald ikke i en jordisk forstand, men der er en sammenhørighedsfølelse
imellem os, en større sammenslutning, som du er en del af. Mærk
denne sammenslutning inden i dig selv.
I forsøger alle at finde
en balance mellem jeres jordiske væsen og jeres sjælelige
eksistens. På den ene side er du et jordisk menneske, der er født
ind i en krop, der er disponeret for en bestemt personlighed,
samtidig med du er påvirket af de Jordiske kulturer og traditioner
du er vokset op i. På den anden side udgør din sjæl en større
virkelighed, den rummer din kosmiske arv. Din sjæl er meget ældre
end dette ene liv og den har opbygget en masse erfaring gennem mange
forskellige inkarnationer. Oven i dette, er du som sjæl, en del af
en større åndelig familie, som ud over din jordiske familie, både
bor på Jorden og eksisterer i andre verdener.
Sammensmeltningen af din
sjæl og dit jordiske selv forvirrer dig ofte. Hvordan integrerer du
begge dele? Mange af jer fornemmer jeres sjæls realitet. Du mærker
noget der gennemstrømmer dig, som "ikke er af denne Jord",
noget der ikke kan tilskrives din opvækst, dine gener eller din
kulturelle baggrund. Dette noget er unikt og uhåndgribeligt, det gør
dig til "dig". Følsomme mennesker kan glimtvis fornemme
deres sjæl, fordi de intuitivt er forbundet med en indre verden der
går hinsides tid og rum, de ønsker ofte, fuldt ud, at være en del
af denne anden verden. De føler at den er deres hjem, deres kilde,
og deri har de ret. Men da du, her og nu, lever som et
menneske, er det nødvendigt du giver forbindelsen med din sjæl en
udformning - at du giver den "hænder og fødder". Du bør
ikke afskære den forbindelse der er mellem din sjæl og Jorden, det
er bedre du gør det modsatte: gør denne forbindelse stærkere
og gør det med entusiasme og lidenskab. For så har du virkelig
integreret dit jordiske og dit sjælelige selv.
Grunden til at dette ofte
er svært for dig, er at mange af jer lysarbejdere, giver jeres sjæl
forrang over jeres jordiske personlighed. Du går ud fra at din sjæl
bedst ved hvad der skal gøres, men selvom du bør lade dig inspirere
af den sjæl du er, så bør du som et Jordisk
menneske, selv være den der afgør dine valg og træffer dine
beslutninger. For i sidste ende er du den, der skaber dit liv,
lad mig forklare.
Du tænker ofte: "Hvad
skal jeg nu gøre? Hvordan skal jeg håndtere denne situation? Hvad
betyder dette for mig?" Du er tilbøjelig til at søge efter
svarene på disse ting udenfor dig selv, og med dette mener jeg, uden
for din egen jordiske personlighed. Hvis du endnu ikke er nået så
langt i din indre udvikling, søger du efter en person uden for dig
selv for at få svar; en person som du ser op til eller en person som
du synes har den nødvendige ekspertise i sagen. Så dit spørgsmål
til denne person har en tendens til at lyde sådan: "Kan du
fortælle mig hvad jeg skal gøre?" Når du gør dette gør du
dig selv lille, for derved placerer du den anden person over dig selv
- med hensyn til indsigt og viden. Men når du bliver mere åndeligt
moden, tager du ansvar for dig selv og dine valg. Du kan
stadig tage imod råd fra en anden person, en person som du agter og
respekterer, men du vil derefter vurdere denne persons rådgivning ud
fra alle vinkler, og du vil selv beslutte hvad du gør med dette råd.
Dette er vejen frem for den modne sjæl, dette er et modent menneske.
I ved alle, at I ikke skal
bero jeres valg på en anden person, men i forhold til jeres åndelige
vejledere, og jeres sjæl, gør I det stadig meget. Hvis I ud fra et
ønske om sikkerhed tænker: "Hvad skal jeg gøre i denne
situation? Hvad er det bedste valg for mig?" Så henvender I jer
istedet for, til en åndelig kilde for at få råd: til jeres guider,
til jeres åndelige vejledere, til engle på den anden side, eller
til jeres eget højere selv. Eller også konsulterer I et åndeligt
medium for at få "højere" oplysninger, eller I prøver
selv at komme i kontakt med jeres sjæl, jeres højere selv, eller
jeres guider. Men se lidt nærmere på hvad dette betyder: Her gør
I, i virkeligheden det samme, som når I henvender jer til en anden
person for at få råd: I søger igen uden for jer selv for at få
svar.
Selvfølgelig kan du sige:
"Ja, men de åndelige kilder ved meget bedre end jeg; de har et
større overblik og et bredere perspektiv; mine guider er mere
udviklede end jeg; min sjæl bevæger sig i en højere dimension, så
det er godt at henvende sig til dem for at få råd." Men
således afskriver du igen din "lille" jordiske
personlighed når du gør dette. Du mener ofte at din jordiske
personlighed ikke er den klogeste og højeste del af dig selv og at
du derfor er nødt til at henvende dig til en større "autoritet",
som bedre forstår din situationen, og som ved hvad du skal gøre med
dit liv. Dette er en fejltagelse, og dette er mit budskab i
dag.
For det første er sjælen
ikke perfekt - den er selv ved at udvikle sig. Den udgør en dynamisk
virkelighed, som konstant beriges af erfaringer. Selvfølgelig har
sjælen et stort perspektiv der er større end et menneskes, og den
har ofte en større vision. Desuden har sjælen en dybere forståelse
og et større overblik over livets puslespil, mens du på Jorden kun
har overblik over nogle få brikker og mangler det store billede. Men
det vigtigste er, at det ganske vist er godt at mærke din sjæl, at
forbinde sig med den, at lytte til den og få informationer fra denne
multi-dimensionelle dynamiske kilde, der selv er under udvikling. Men
i sidste ende er det dig, dit jordiske selv som bærer dit jordiske
navn - dette unikke selv du er lige nu - som skal træffe det
endelige valg! Der findes et øjeblik, med et valg, i alt hvad du
gør, og dette valg vil altid være dit helt og aldeles. Ingen kan
gøre dette for dig; hverken din sjæl, en åndelig vejleder eller
den klogeste lærer på Jorden - ikke engang Gud. Faktisk vil
en rigtig spirituel lærer aldrig nogensinde ønske at overtage
styringen for dig.
Nødvendigheden af at
træffe dine egne valg udløser faktisk din egen unikke styrke:
således at du bliver i stand til at skabe dit jordiske liv på
din egen unikke måde. Du kan stadig appellere til alle mulige
former for kilder til viden og visdom - jordisk såvel som kosmisk.
Men udfordringen for dig er at relatere disse eksterne kilder til din
egen indre sandhed og mærke efter hvad der er rigtigt for dig og
hvad der ikke er. Der findes ikke sådan noget som absolut viden -
alt er relativt. Hvad der er rigtigt i dit liv viser sig i forholdet
mellem dig og verden, og dette forhold er unikt og forskelligt
for hvert enkelt menneske. Uanset hvor megen information du modtager
fra din ydre verden, så er der ingen der ved hvad der er vigtigt for
dig, Det som er vigtigt, er at du selv vurderer disse oplysninger og
relaterer dem til din situation - din daglige virkelighed og dit
jordiske væsen - for at se hvad der er relevant for dig.
Mærk din jordiske
personlighed med alle dens facetter: mærk dens frygt, dens smerte,
dens håb, dens glæde og alle de emotioner som dybt og håndgribeligt
danner dit jordiske, menneskelige liv. Disse emotioner er ofte
forvirrende, endda overvældende, det er derfor du er på udkig efter
noget at holde fast i hinsides dig selv eller uden for dig selv. Men
jeg vil gerne understrege, at svaret og fundamentet for dette ligger
inden i dig selv, det ligger ikke i din sjæl eller i dit højere
selv, men i dig. Du er faktisk både dit højere selv
og din sjæl, men du er kun en del af dette, ikke det hele. Du er et
aspekt af dit samlede Selv; du er det aspekt af dig selv, der er
inkarneret her og nu, og som indsamler erfaringer, og
dette er grunden til du selv bedst ved, hvad der er godt for dig.
Stig ned i din krop, som
er tæt forbundet med dit jordiske selv. Lad din bevidsthed synke ned
i kroppen på en behagelig, afslappet måde. Forestil dig, at din
bevidsthed er et lys, og at dette lys er dig som foretager disse
valg. Dette lys vælger at være helt tilstede her og nu,
for at stige ned i dit bryst, din mave, dine lår og knæ og hele
vejen ned i dine underben og fødder. Mærk at lyset fuldstændig
gennemtrænger din krop, og mærk kroppens styrke og vitalitet. Mærk
hvordan din krop er meget mere end blot en kombination af fysiske
celler: Den er et levende, klogt og inspireret væsen. Og hvem
er du? Du er den der har forbundet dig med denne krop i dette
liv. Du er smuk og omfangsrig, og nu har du forbundet dig med dette
væsen som bærer dit navn. Føl det mod og den tapperhed, det
krævede af dig at gøre dette.
Du kom her som en stråle
af lys fra din sjæl, for at inkarnere i denne nye krop og
personlighed. Du er en del af din sjæl, men du tilføjer også noget
afgørende til din sjæl, noget der er nyt og unikt, og dette nye er
dig. Du er en selvfungerende helhed; du er ikke afhængig af
kræfter der er større end dig selv. Du er en komplet skabelse i sig
selv - eller rettere sagt: du er skaberen selv. Mærk den værdi,
styrke og skønhed det er, at være denne skaber. Mit dybeste ønske
er, at du vil genkende dit eget værd og ikke længere tale om et
højere eller lavere selv, jeg ønsker du ville anerkende dit
jordiske selv som et anker for din eksistens her og nu.
Fra dette selv kan du vælge at konsultere andre jordiske kilder,
guider, lærere, terapeuter, rådgivere, læger og også din egen
sjæl i form af meditation eller indre fordybelse, for at tage imod
disse oplysninger, men jeg ønsker for dig, at du herefter selv vil
træffe dine egne selvstændige valg.
Hvordan gør man dette?
Vil nok være dit næste spørgsmål. Prøv følgende: Forestil dig,
at du nu har et spørgsmål i dit liv, som bevirker at du føler dig
desperat, et spørgsmål hvor du tænker: "Jeg ved virkelig ikke
hvad jeg skal gøre". Stig nu helt ned i dit jordiske selv, sig
dit eget navn, mærk lyset fra din bevidsthed i maven og i dit rod
chakra. Stil så igen dig selv dette spørgsmål og mærk at et svar
kommer op i dig dybt inde fra: fra dit fundament, fra din indre
kerne. Inderst inde ved du det bare. Du har den indre viden og
de indre ressourcer der er nødvendige, for at besvare dit livs
største spørgsmål.
Svaret findes i dig; du er
et kildevæld, du er selve kilden og udspringspunktet for viden,
erfaring og lys. Og fra alt hvad du har bygget op i dette liv. Du
træffer selvstændige valg der er baseret på din dømmekraft. Gør
denne magt og denne frihed til din. Det er dette der gør dig
"stor" og får din selvbevidsthed til vokse. Så begynd at
stole på din egen skelneevne, dømmekraft og de valg du træffer,
samt din fornemmelse for hvad der er bedst for dig. Dette handler
ikke om at vide noget med sikkerhed; det handler om at turde have
tillid til den du er og til det du føler inderst inde. Du er ikke
her for at træffe "perfekte" valg, men for at opleve din
egen kreative styrke fra din personlige erfaring og for at vokse ud
fra de valg du træffer
Det er derfor jeg nu,
symbolsk, ønsker at give dig en fakkel af lys, for at give udtryk
for at du ikke behøver at ty til mig for at få lys. Det findes
inden i dig. Jeg ønsker at gøre dig opmærksom på dette og
give dig denne styrke tilbage. I fortiden har du alt for ofte søgt
udenfor dig selv for at få svar. Se om du kan acceptere den fakkel
jeg tilbyder dig, og se om du kan integrere den som noget der er dit
eget. Læg mærke til hvor denne fakkel placerer sig i din krop,
hvor den har sit naturlige hvilested. På dette sted findes din
dybeste viden om hvad der er din personlige vej. Du træffer
valgene selv, og du lærer af de valg du træffer, og dette er
præcis som det bør være i det menneskelige liv.
Lad være med at
undervurdere den sande magt af "dig", dit legemliggjorte
jordiske dig. For dette er den mest intime kilde til visdom du
nogensinde vil have. Du er dit eget livs skaber.
© Pamela Kribbe
Dansk oversættelse:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar