Pamela kanaliserer
Maria Magdalena
Oversat af John
Jørgensen
Kære venner, kære søstre
og brødre, jeg er Maria Magdalena, din søster-ven. Jeg er meget
glad for at være her hos jer i dag. I er smukke væsener, hver og en
af jer. Jeg ville ønske du kunne se din egen skønhed gennem mine
øjne. For så ville du bekymre dig mindre om hvad andre mennesker
tænker om dig og samtidig ville du føle dig mere fri. Du er så
bekymret over dig selv hele tiden. Du spekulerer på om du gør det
rigtige, om du har den rigtige viden, men alt hvad du virkelig har
brug for, til at finde din vej i livet, eksisterer inden i dig selv.
Du har en radar inde i dit eget væsen, og denne radar, denne indre
guide, findes i din underkrop.
I dag vil jeg gerne tale
om vigtigheden af at komme ned i din mave og dit underliv for at
blive virkelig til stede på dette niveau. Det er en tragisk
kendsgerning, at mange kvinder ikke føler sig hjemme i deres egen
underkrop, som i legemlig henseende er sædet for emotionerne.
Underkroppen er også sædet for intimitet og seksualitet, og det er
dér babyer bliver undfanget og udviklet. Så underkroppen er dybt
relateret og sammenvævet med livet på jorden.
Som kvinde bliver du
fortalt at det er vigtigt at give og at åbne dit hjerte for andres
behov. Faktisk handler en masse spiritualitet om hjertets opvågnen.
Men jeg ser at mange af jer, især kvinder, lider af et hjerte der er
for åbent, i stedet for et hjerte der er for lukket.
Dit hjerte er meget åbent og det når nemt ud til væsener og
energier omkring dig, men din underkrop er relativt lukket. I din
underkrop findes der en stor styrke; for dér findes styrken til at
føde og styrken til dybt og virkeligt at forbinde sig med Moder Jord
og med de store livsrytmer.
I som kultur og folk
generelt, er blevet bange for disse store livskræfter, fordi de
bevæger sig hinsides kontrollen over sindet og viljen. Kvinder ved
instinktivt hvordan man rider med på bølgerne af disse store
kræfter, men I er blevet meget fremmedgjorte overfor evnen til at
tune jer ind på dem. Kvinder er meget stærke væsener, og jeg
ønsker I ville forbinde jer dybere til jeres egen styrke.
Jeg vil nu bede jer alle,
både mænd og kvinder, om at forbinde jer dybere med midten af jeres
underkrop. Du skal simpelthen bare være opmærksom på dette område,
og på at dit åndedræt bevæger sig dér ned hver gang du trækker
vejret. Din underkrop er dit anker, energimæssigt set giver den dig
rødder inden i dig selv. Stig ned i din mave og dit underliv, og du
vil kunne føle at dine ben bliver mere tunge og at du får bedre
jordforbindelse.
Forestil dig nu at der er
et stort "øje" inde i din underkrop. Dette "øje"
ser sig omkring meget roligt og tydeligt. I forhold til de energier
der er i dit hjerte og dit sind, er energien i dette "øje",
der befinder sig i midten af din underkrop, meget stille og rolig,
den er meget solid og stabil. Tænk på naturen og se hvordan
naturens rytmer forekommer lette og stabile. Årstiderne kommer og
går, og det hele har sit eget naturlige flow. Du er selv en del af
den rytme der findes i naturen, så forbind dig med den kvindelige
bevidsthed i din underkrop.
Drej nu "øjet"
i din underkrop opad og kig på din hjerteregion. Hvordan føles dit
hjerte? Kan du virkelig elske dig selv og tage dig godt af dig selv?
Inde i din underkrop ved du, at der skal være en balance mellem det
at give og det at modtage, for dette er naturens lov. Din underkrop
ved at der ikke er nogen grund til at give for meget, for hvis man
gør dette respekterer man ikke den naturlige energibalance. Forestil
dig at du befinder dig i en situation i din dagligdag, hvor du føler
at din energi bliver drænet eller udtømt. Forestil dig at du
befinder dig i denne situation og se nu på den fra øjet i din
underkrop, mens du samtidig forbliver bevidst til stede i den. Fra
din underkrop kan du betragte dette på en meget upersonlig og rolig
måde.
På en måde er dette ret
sjovt, for den nederste del af din krop, med de lavere energicentre,
anses normalt for at være forbundet med egoet. Men faktisk har din
underkrop en visdom, der går langt hinsides egoet. Den kan lære dig
virkelig at være tilstede med dig selv og at beskytte dig når det
er nødvendigt. Mærk hvordan din underkrop ønsker at pleje dig.
Kvinder er ikke gode til at pleje sig selv. De stiller en masse krav
til sig selv og finder det svært at stå fast på det de virkelig
føler for. Mænd der har en stærk feminin og følsom side, kan have
det samme problem.
For at hjælpe dig med det
følsomme problem hvor du mister energi til de ydre kræfter, vil jeg
henvise til et billede der er kendt i jeres kultur, dette billede er
Buddhas energi. Buddhas energi er meget stille og rolig, og samtidig
er den meget jordforbunden. Buddhas visdom kan man let få adgang til
via underkroppen. Bare forestil dig hvordan det ville være at være
Buddha, hvordan det ville være at have denne form for
tilstedeværelse, denne form for ro og stilhed. Kan du mærke den
fred der rejser sig fra din underkrop?
Buddha havde et åbent
hjerte; hans hjerte var fuld af medfølelse overfor andre levende
væsener, og selvom han interesserede sig for andres lidelser og
hjalp dem med at lindre dem, forblev han hele tiden centreret i sit
eget indre væsen. Giv denne kraft, denne energi, lov til at strømme
igennem dig; dette er en del af jeres natur. Hvis du forbinder dig
med dit hjerte og din underkrop, vil hele problemet med overfølsomhed
ændre sig for dig.
Når I mærker andres
energier og henvender jer til dem for at hjælpe dem, mener I ofte at
I har løsningen på deres problemer. Men har du nogensinde tænkt
på, at det faktisk kan være ret indbildsk at mene I har løsningen
på andres problemer? Det kan jo være I ikke helt forstår, hvad der
er den rigtige løsning for dem. Måske er du bare ivrig efter at
genskabe harmonien, for at se et smil på deres ansigt, eller for at
få deres anerkendelse. Slip dette ønske og denne iver. Løs ikke
en anden persons problemer. Når du forbinder dig med "øjet"
i din underkrop, kan du se visse ting og du vil have medfølelse, men
du vil ikke føle dig så tilbøjelig til at løse andre menneskers
problemer.
En nøgle til ægte
medfølelse med andre mennesker er, at selvom du føler empati for
dem, så bevarer du din tillid til, at de selv ejer løsningen på
deres problemer. Du tror på deres styrke og dette vil give dig ro i
sindet. Du ved ud fra din mavefornemmelse at vækstprocesserne tager
tid, og at du selv befinder dig i en vækstproces. Ofte vil behovet
for at give, hjælpe og være til gavn for andre, være forbundet med
en usikkerhed inden i dig selv. I er ofte bange for at I ikke er gode
nok, og derfor føler I at I er nødt til at opnå noget fra andre
mennesker, eller at I skal være noget for dem. Men faktisk er du
mest hjælpsom overfor andre mennesker hvis du forbinder dig med
denne Buddha natur inden i dig selv. For den ro og fred du derved
udstråler vil berolige dem.
Dette betyder også noget
for dig selv; det betyder at du er god nok, selv når du ikke gør
noget, hjælper nogen, eller betyder noget for andre. Du er god som
du er, fordi du er en del af naturen. Du har ret til at eksistere på
samme måde som et træ, en blomst eller et bjerg, simpelthen fordi
du er en del af det hele. Du behøver ikke at bevise noget overfor
dig selv eller andre. Et dyr eller en blomst føler ikke de er nødt
til at forsvare sin ret til at eksistere, de er simpelthen -
du er simpelthen. Du er et udtryk for ånd, for enhed, og det
er nok!
Selv om dette bør være
beroligende for dig, så er dette mærkeligt nok lidt af et slag for
dit ego. For ego-delen inden i dig ønsker at være nogen, den
ønsker at være nyttig og udgøre en forskel. Men er det også dette
din sjæl ønsker for dig? Lever din sjæl ikke i fred med sig selv?
Jo, din sjæl søger at komme til udtryk i omverdenen, den ønsker at
dele sig med omgivelserne på samme måde som en blomst deler sin
skønhed med andre, men din sjæl behøver ikke at bevise sig selv
overfor andre eller retfærdiggøre sin eksistens. Så tag bare imod
erkendelsen om, at der ikke er så mange ting du skal opnå i dit liv
som du tror. I virkeligheden kan du godt slappe lidt mere af. Du er
en del af Altet, og dette kan der ikke ændres ved.
Læn dig tilbage i denne
naturlige følelse som gennemstrømmer hele naturen. Når du bekymrer
dig om at løse visse problemer eller om hvordan du skal håndtere
andre mennesker i din hverdag, så tag en dyb indånding en gang
imellem og forbind dig med din underkrop. Din krop er en
indgangsport til så megen visdom. Hver gang du føler dig drænet
eller anspændt, så find ud af hvordan du kan slappe af i din krop,
for dette vil bringe dig tilbage til dit anker, til dit eget
fundament.
Jeg vil gerne afslutte
dette med at fortælle dig, at jeg beundrer dig. Jeg elsker din
skønhed. Jeg ville ønske I tog jer tid til at lege lidt mere i
jeres liv, at være lidt mere som små børn der endnu ikke er
bevidste om at de skal opnå noget eller være nogen. For dette er
faktisk den nemmeste måde du kan forbinde dig med din sjæl på og
være dig selv uden at føle skam eller skyld.
© Pamela Kribbe
Dansk oversættelse:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar