Jeshua kanaliseret af Pamela Kribbe
Oversat af John Jørgensen
Når Pamela taler om Atlantis henviser hun til en næsten glemt periode i menneskehedens historie, som varede omkring et hundrede tusind år. Så det er ikke begrænset til et bestemt sted eller til en ø. Gerrit Gielen - Pamela Kribbes mand
Jeg er Jeshua. Jeg står foran dig og sender dig min energi og kærlighed. Jeg vil gerne være dig til støtte i disse udfordrende tider. Denne overgangstid på Jorden bringer mange gamle problemer op til overfladen. Gamle energier fra tider der forlængst er forsvundet, tider hvor du inkarnerede og havde liv hvor du oplevede mange ting. Alle disse gamle lag dukker nu op til overfladen igen.
I dag vil jeg gerne tale om disse gamle tider for at bringe dig til en dybere forståelse af dig selv, en forståelse af hvem du er her-og-nu. I er ældgamle væsener der gemmer på en stor erfaring. I har foretaget lange rejser gennem tid og rum, og ikke kun på planeten Jorden. Lad mig venligst tage dig tilbage til begyndelsen. Der var aldrig en egentlig begyndelse, men af hensyn til denne beretning taler jeg om en tidsmæssig begyndelse, fordi der har været et udgangspunkt for denne store cyklus af livstider som du nu er i gang med.
Jeg tager dig tilbage til tidspunktet for din fødsel som en individuel sjæl, som et særskilt "Jeg". Denne "jeg-hed", der er så velkendt af dig nu, var et helt nyt fænomen i universet. At være særskilt og individuel gør dig i stand til at samle et væld af erfaringer og ja, også illusioner. Men det gør det ikke mindre værdifuldt. Det er netop ved at være et "jeg", at være adskilt fra det hele og opleve de illusioner der er en følge af dette, at du kan opdage det som ikke er. Du kan opdage en illusion og opleve den indefra og ud. I begyndelsen var dette ikke muligt. I begyndelsen var der Én og intet uden for denne, Én som var et udifferentieret ocean af kærlighed og enhed. Prøv at se om det kan lade sig gøre at opleve frygt og uvidenhed derinde fra!
Ved at være sårbar og blive udsat for illusioner, samler du en enorm mængde erfaring, som giver dig mulighed for virkelig at forstå hvad enhed betyder og hvad der menes med kærlighed ud fra egen erfaring. Du vil forstå hvad kærlighed er, ikke som et abstrakt begreb, men som en levende skabende kraft der påvirker dig, og fylder dit hjerte og ånd med en dyb følelse af glæde og tilfredshed. Dette er endemålet for din rejse. Hjemkomsten du længes efter: at være Gud-som-dig, at opleve enhed som et "jeg". Du ønsker ikke at opgive din "jeg-hed". Det er gennem forbindelsen mellem dit "Jeg" og altet, at du oplever den dybeste glæde og at du sætter dit eget unikke energiaftryk på skabelsens helhed. Gud-som-dig tilføjer noget nyt og dyrebart til skabelsen.
Jeg vil nu bede dig om at gå tilbage til den gang hvor dette "bliven til et Jeg" tog form for første gang. Dengang var i, eller blev i, skabt som engle. Kan du mærke den ømhed og uskyld der var i denne oprindelige energi, denne fjerne begyndelse hvor du for første gang "tog form" og lærte formerne at kende. Pludselig var du dig, tydeligt adskilt fra de andre omkring dig, og da oplevede du miraklet af at være et individ. Du var stadig så tæt på kilden til det guddommelige lys, at du var fyldt med kærlighed og rummede en overstrømmende glæde og kreativitet. Der var et utroligt stort ønske i dig om at opleve, at vide, at føle og at skabe. Prøv venligst at gå ind i dig selv et øjeblik og se om du kan fornemme sandheden i dette: at du er en engel i den dybeste del af dig....
Jeg tager nu et stort spring frem i tiden, idet jeg kun kan give en generel beskrivelse af denne omfattende historie. Jeg tager dig til begyndelsen af planeten Jordens eksistens. Du var til stede der, for du er ældre end Jordens eksistens som en fysisk planet. Din fødsel som en uberørt Jeg-bevidsthed ligger meget længere tilbage end Jordens oprindelse.
Forestil dig nu at du bidrog til udviklingen af liv på Jorden. Langsomt udviklede livet sig på Jorden, tilstedeværelsen af den fysiske materie giver bevidstheder en bred vifte af muligheder for at inkarnere i fysiske former og legemer, først som mineraler, så som planter og senere som dyr. Og du var dybt involveret i denne skabelsesproces. Hvordan?
I var englene og devaerne der støttede og plejede planteriget og som havde et nært kendskab til "livets indre sammenhæng" på Jorden, som i plejede med stort omhu. I har også skabt livsformer for dyr og givet dem æterisk næring med kærlighed og omsorg.
De minder du har inderst inde om "Paradiset" eller Edens Have, som en perfekt afbalanceret natur, stammer fra denne fjerne tid hvor du deltog som plejer og beskytter af liv. På det tidspunkt var du ikke selv inkarneret endnu, men svævede mellem de æteriske og fysiske riger. Du var en engel der var på nippe til at blive født ind i den fysiske materie.
Husk uskylden i denne tid, husk hvordan det var at være denne engle-deva-bevidsthed og hvor dybt du elskede Jorden og alle de livsytringer der var på den. Føl det barnlige aspekt af din bevidsthed fra dengang. I var ligesom børn der leger i paradiset, altid i humør til eventyr og som pjatter omkring, griner og oplever glæden ved at udtrykke dig selv frit i et sikkert miljø. Til trods for din legesyge havde du stor respekt for de styrende livslove og du ville aldrig tænke på at behandle de forskellige livsformer med noget mindre end dyb kærlighed og respekt.
Så i har i en vis forstand været forældrene til livet på Jorden. Dette forklarer hvorfor du kan blive så fuldstændig chokeret over forstyrrelser i naturen på grund af moderne teknologier og af det generelle misbrug af naturens kræfter. Hvorfor påvirker det dig så meget? Det er fordi du har næret og plejet netop disse energier helt fra begyndelsen af. Fra din essens er du forbundet til det, til Jorden og dens mange livsformer, på samme måde som en forælder er forbundet til hendes barn, og som en skaber er forbundet til hans skabelse. Dengang da i var engle der plejede Jordens liv vidste i ikke hvorfor i gjorde det. I handlede som børn der følte sig draget af påkaldelsen af endnu et eventyr og spændingen ved det nye, du lod dig simpelthen blive guidet af alt hvad der føltes glædeligt og spændende for dig. Du plantede din energi alle de steder hvor det føltes velkommen.
Så du hjalp med at skabe paradis på jorden: denne livs pragt, denne overflod af plante- og dyreriget, mangfoldigheden af livsformer og den ubegrænsede udvikling af det hele.
Hold venligst fast på dette billede et øjeblik..... husk hvem du er.
Selv om det måske virker for storladent når jeg fortæller dig dette, så tillad bare dig selv at fantasere om at du var en del af dette, at du var til stede som en engel i denne Livets Have, legende, uskyldig, nærende og værnende af livet der.
Ud af paradiset - det første Fald ind i Erfaringsdannelse
Der fandt en stor udvikling sted på Jorden gennem millioner af år som er svær at beskrive med få ord. Men på et bestemt tidspunkt blev dit lyksalige eventyr i Edens have forstyrret af en påvirkning udefra, som kunne betegnes som "dårlig" eller "mørk".
Fra andre dimensioner i universet begyndte væsener at blande sig. Deres formål var at udøve magt og indflydelse over livet på Jorden. Denne hændelse, denne indblanding fra mørke magtfulde energier, der set fra dit perspektiv opstod ud af intet, var dybt chokerende for dit engle-selv. Du var ikke forberedt. Dette var dit første møde med "det onde" og det rystede din verden i sin grundvold. For første gang oplevede du hvordan det var ikke at føle sig sikker længere. Du fik stiftet bekendtskab med de "menneskelige emotioner": frygt, chok, vrede, skuffelse, sorg, harme: hvad var dette? Hvad sker der her?!
Prøv at fornemme hvordan skyggerne faldt over dig ved dit første møde med mørket, den mørke side af dualiteten. Denne trang til magt, som havde chokeret og forfærdet dig, begyndte også langsomt at få magt over dig. Dette skyldtes at du følte harme og forargelse over angriberne og du ønskede at forsvare og beskytte Jorden mod denne mærkelige invasion.
Jeg taler om en udenjordisk indflydelse, en bestemt race så at sige, hvis oprindelse ikke betyder så meget for vores beretning. Hvad der betyder noget er at du delvis absorberede energien fra disse væsener og således tog et fald. Jeg taler ikke om et fald i bibelsk forstand, da dette udtryk er forbundet med synd og skyld, men et fald ind i erfaringsdannelse, ind i mørket, som i en vis forstand var "forudbestemt" da du var en del af dualitetens verden. Ved at blive et "jeg" og ved at opleve adskillelse fra altet, blev kimen til dualiteten født inde i dig. Det er en del af skabelsens logik at du vil udforske alle ekstremer af dualiteten mens du er i den.
Efterhånden blev i selv krigere, i takt med du begyndte at ønske magt til at beskytte dit "territorium", begyndte der en ny fase i jeres historie, en fase hvor du blev fanget i forskellige galaktiske krige og kampe. Giv venligst dig selv et øjeblik til at føle dette ske, faldet fra energien af det legende engle-barn til den barske og vrede energi af den galaktiske kriger. Vi taler her om lange tidsepoker. Det kan måske virke stort og ufatteligt at du har været igennem alt dette, alligevel beder jeg dig om at give din fantasi lov til at følge med mig et stykke tid.
Du blev fanget ind af en hård og storslået kamp. En del af science fiction litteraturen virker bekendt for dig, den beskriver alt dette og er faktisk inspireret af virkelige begivenheder i en fjern fortid. Dette er ikke kun fiktion. Meget af dette er faktisk sket og du var dybt involveret i det. Du mistede dig selv i kampen om magten og i denne fase af din historie oplevede du egoets energi grundigt.
Jeg har talt om dette før i Lysarbejder serien (offentliggjort i den første bog: Jeshua kanaliseringerne), og jeg vil nu tage endnu et stort spring og fortælle dig hvad den næste vigtige fase var.
Efter en lang, lang tid, blev du træt af at kæmpe. Du havde fået nok. Du var ved at blive trist og kamptræt og en form for hjemve sneg sig ind i dit hjerte. Du havde længe været besat af de krige og konflikter du havde været involveret i. Illusionen om magt kan udøve en hypnotisk indflydelse på et uprøvet, naivt sind. Du var naiv og uprøvet da du oplevede dit første fald ned i mørket.
Men så på et vist tidspunkt skete der en opvågnen inde i dig. Et vagt minde om de gamle dage i Paradiset, rørte sig i dit sind og hjerte og mindede dig om den glæde og uskyld du engang kendte. Du ønskede du kunne gå tilbage til dette og du ønskede ikke længere at kæmpe. Man kan sige at egoets energier i dig var blevet udtømte. Gennem den fulde selvoplevelse havde du oplevet alle sider af slagene, hele spektret af emotioner der har at gøre med det at vinde og tabe, med kontrol og overgivelse, at være drabsmanden og den dræbte. Du var blevet desillusioneret over magten og havde opdaget at magt ikke giver dig hvad den lover: af kærlighed, lykke og fuldbyrdelse. Du vågnede op fra din hypnotiske slummer og længtes efter noget nyt.
Da du nåede frem til at hæve dig over kampens energi og oprettede forbindelse til hjertets energi, var du igen naiv og "uprøvet". I var ligesom børn der stak hovedet over muren til en helt ny verden hvor kampe og magt ikke var de ledende kræfter, det var kærlighed og sammenhold derimod. Du fulgte kaldet fra din sjæl og klatrede over muren. Og der begyndte i at møde hinanden igen, og så snart i havde leget sammen som engle i Edens Have genkendte i hinanden som sjælevenner, medlemmer af den samme sjælelige familie.
Medlemmerne af Lysarbejder familien, som er en del af den samme sjælelige fødsels bølge, så på hinanden igen og følte sig draget af et fælles kald, en delt mission. I vidste at i var nødt til at gøre noget for at tage det store skridt til hjerte bevidsthed, og derved skete tilbagevenden til Paradiset rent faktisk for jer. I følte i havde kontakt med Jorden igen, men denne gang som et menneske der var inkarneret i en menneskelig krop, dette skete for at i kunne opleve indefra hvad der var sket på Jorden på grund af jeres magtmisbrug og de galaktiske krige.
I din kamp om magten havde Jorden altid været omdrejningspunktet for din opmærksomhed. Mange galaktiske grupper kæmpede om herredømmet på Jorden og dette påvirkede Jorden og alt livet på hende negativt, dette gjaldt også den kollektive sjæl for menneskeheden der var under udvikling. Grunden til at Jorden var sådan et vigtigt mål for alle disse stridende parter er ikke så let at forklare. Kort fortalt så er Jorden udgangspunktet for noget der er nyt: den er et sted der føjer mange forskellige dimensioner og virkeligheder sammen og derfor udgør den en skillevej mod fremtiden. Mange, mange energier mødes og blandes sammen på Jorden - i planteriget, i dyreriget og særligt i det menneskelige rige. Dette er noget helt særligt. Når disse energier kan eksistere fredeligt sammen vil det forårsage en enorm eksplosion af lys i hele kosmos. Det er derfor Jorden spiller en central rolle og det er derfor hun har været midtpunkt i et stort slag.
I var engang en del af denne kamp som gerningsmænd der på en temmelig aggressiv måde forsøgte at manipulere med liv og bevidsthed på Jorden. Dette forårsagede en skade på de mennesker der var under udvikling dengang. Menneskeheden var på det tidspunkt i sin spæde fase "niveauet af uskyld". Dengang var menneskeheden "beboet" af sjæle som var fra en anden fødsels bølge end dig. Vi har kaldt dem for "Jord sjæle" i Lysarbejder Serien (Se Jeshua kanaliseringerne). Dette var en gruppe af sjæle der var yngre end du var, de havde manifesteret sig på Jorden på et tidligt tidspunkt og nu måtte de forsvare sig mod udefrakommende udenjordiske manipulatorer der indsnævrede menneskenes kapaciteter. De udenjordiske kræfter projicerede energier af frygt og underlegenhed ind i det åbne og unge menneskes bevidsthed og dette gjorde disse kræfter i stand til at få kontrol over menneskene.
Jeg vender nu tilbage til din beslutning om at inkarnere på Jorden som menneske. Du havde to motiver. For det første fornemmede du at du var klar til en indre forandring og transformation, du ønskede at give slip på egoets tilbøjelighed til kamp og vokse hen imod en anden måde at være på. Du vidste ikke helt hvad dette betød; du forstod det ikke helt endnu, men du fornemmede at ved at inkarnere på Jorden ville den give dig netop de udfordringer og muligheder du havde brug for.
For det andet vidste du at du var nødt til at kompensere for ting der skete på Jorden, delvis på grund af dine egne handlinger. Du fornemmede på en eller anden måde, at du oprindelig havde dybe bånd til Jorden der var baseret på kærlighed og gensidig respekt og at det blev ødelagt da du lod dig involvere i krig og kamp for netop denne Jord. De to yderpunkter af dig, engle-barnet og den hærdede kriger, havde brug for at blive bragt sammen og transformeret, og hvilket sted ville være mere egnet til dette end Jorden? Du følte dig dybt forbundet med denne planet og du fornemmede også en karmisk forpligtigelse til at forbedre forholdene på Jorden. Du ønskede at ændre dig og samtidig hæve bevidstheden på Jorden. Således blev i lysarbejdere.
Du inkarnerede på jorden på tidspunktet for Atlantis
Atlantis - det næste Fald ind i Erfaringsdannelse
Atlantis var en civilisation der lå meget længere tilbage i tiden end de velkendte historiske epoker. Atlantis opstod gradvist for omkring 100.000 år siden og endte igen for cirka 10.000 år siden. Den første begyndelse går endda længere tilbage end de 100.000 år. Atlantis udviklede sig gradvist da udenjordiske racer begyndte at "invadere" Jorden ved at inkarnere sig i menneskekroppe. Disse sjæle havde generelt en høj mental udvikling. Dengang bestod Jordens samfund og fællesskaber overvejende af Jord sjæle og disse udgjorde "primitive samfund" som du kalder dem.
Selv før Atlantis var der mange udenjordiske påvirkninger på Jorden, de kom fra galaktiske riger der sendte tanke påvirkninger til Jorden på forskellige måder. Tanke påvirkninger er energier der forbinder sig til menneskers aura på det æteriske niveau, således at de påvirker menneskers tanker og emotioner. Dette sker løbende mens du absorberer idéer og overbevisninger fra din opdragelse og fra dit samfund. Disse påvirkninger omgiver dig som et smittende spindelvæv. Dette kan også ske fra de "astrale niveauer" der omgiver dig. De tankeformer der blev projiceret til dig fra de galaktiske krigere var generelt kontrollerende og manipulerende, men der har også altid været påvirkninger af lys og mildhed. Det er mennesket selv der bestemmer hvilke han vil lade sig påvirke af og hvilke han ikke vil. På et vist tidspunkt ønskede de galaktiske væsener at have en mere dybtgående indflydelse på Jorden og da opstod der en mulighed for dem at bebo de menneskelige legemer, kort sagt at inkarnere på Jorden. Ånden eller Livet åbnede denne mulighed for dem fordi det passede ind i deres indre udviklingsvej. Du var et af disse galaktiske væsener. I jeres spirituelle litteratur omtales folk der stammer fra disse galaktiske riger ofte som "stjerne mennesker" eller "stjernefrø".
Atlantis var resultatet af en sammenkomst, en sammenblanding af Jordens faste beboere og tilstrømningen af sjæle "udefra". I, der var bølgen af lysarbejder sjæle, inkarnerede på Jorden fordi i ønskede at fremkalde en forandring og skabe et fremskridt og også fordi i selv ønskede at udvikle jer fra en ego-baseret bevidsthed til en hjerte-baseret bevidsthed.
Da du ankom i starten føltes det meget akavet og ubehageligt at være inde i de fysiske menneskekroppe. At bo i sådan en tæt fysisk materie gav dig en følelse af undertrykkelse og fængsling, for du var vant til langt mere flydende og flygtige legemer som besad mere psykisk magt. I de højere frekvenser og dimensioner (der er mindre materielle og tætte), har din psyke en meget større og mere direkte indflydelse på de materielle omgivelser. Ved blot at tænke på noget, eller ønske noget, kan du straks skabe eller tiltrække det på disse planer. Dit sind var vant til at skabe meget hurtigere end det var muligt på Jorden. Man kan sige at reaktionstiden på Jorden er meget langsommere. Så når du er her for første gang, har du en fornemmelse af at du på en eller anden måde er låst fast i en massiv og ufleksibel krop. Du bliver usikker for det du ønsker og stræber efter materialiserer sig ikke længere så let, og din kontrol over dit liv og dine omstændigheder ser ud til at være meget begrænset.
Så du blev konfus da du kom her. Samtidig havde du meget høje mentale evner der blev udviklet gennem din tidligere galaktiske fortid. For at kunne sende tankeformer ud og projicere dem ind i andre levende væsener, kræves der at du har opnået en betydelig psykisk magt. Dit sind var som et sæt skarpe knive der skulle vise deres værd i helt anderledes omgivelser. Dine opøvede mentale evner var en gammel færdighed, og på grund af den følelse af fremmedgørelse og undertrykkelse du oplevede på Jorden, forsøgte du instinktivt at klare dig her ved hjælp af denne gamle evne. Du begyndte derfor at udøve dine mentale kræfter her på Jorden. Oprindelig havde din hensigt været at forbinde dig med Jordens virkelighed fra dit hjerte. Før du inkarnerede vidste du at trods dine formidable analytiske og psykiske evner lå grunden under dit hjerte brak, derfor var der et behov for at så nogle frø, nogle små spirer af lys. Dette glemte du dog da du blev kastet ud i jordens virkelighed og din bevidsthed blev tilsløret.
På Jorden måtte du beskæftige dig med Jord sjælene der levede der som menneskelige væsener og du forstod dem ikke. Du troede de var instinktive og barbariske væsener. Du forstod ikke den direkte og spontane måde de udtrykte deres emotioner på. I dine øjne var de primitive; for de var mere afstemt efter deres emotioner og instinkter end efter deres sind. Du havde evner og talenter der var forskellige fra de naturlige anlæg jordens folk havde.
Selvom i ofte blev født og voksede op som deres børn (når i blev født af Jordsjæle forældre), udviklede der sig gradvist en social kløft imellem jer. På grund af jeres overlegne mentale færdigheder udviklede i teknologier der tidligere var ukendte. Alt dette skete langsomt og naturligt. Vi taler om tusinder, ja endda om ti tusinder af år.
Uden at gå i detaljer med denne proces vil jeg bede dig om at føle essensen af hvad der skete dengang. Kan du forestille dig at du var en del af dette? Kan du forestille dig hvordan det må have føltes at ende op på et sted hvor du ikke rigtig følte dig hjemme, og samtidig være klar over at der var noget du havde planlagt at gøre her, men hvad var det....? Lad mig se, jeg besidder nogle særlige evner og kræfter..... dette adskiller mig fra mange andre i mit miljø..... Jeg vil bruge disse evner til at fremhæve mig selv. Kan du genkende denne form for stolthed og ambition i dig? Kan du se dig selv i det? Dette var en typisk Atlantisk energi.
Gradvist opstod der en ny kultur på Jorden, en civilisation der frembragte en hidtil uset teknologisk udvikling der påvirkede alle dele af samfundet. Her vil jeg gerne sige lidt mere om den form for teknologi der udviklede sig i Atlantis. Hvad i som stjerne folk stadig huskede tydeligt, trods glemslens slør, var at i kan påvirke den materielle virkelighed ved hjælp af kraften fra dit sind, især fra dit tredje øje. Det tredje øje er energicentret (chakraet) for intuition og psykisk bevidsthed og det befinder sig bag dine to fysiske øjne.
I disse første inkarnationer var det tredje øjes styrke stadig meget velkendt af dig, det eksisterede som en naturlig del af din sjæl. Du vidste "hvordan det fungerede." Du vidste at stof (fysisk virkelighed) er en form for bevidsthed, der befinder sig i en særlig tilstand. Gennem denne særlige forståelse af sammenhængen mellem bevidsthed og stof, kunne du påvirke og omforme stoffet, du kunne påvirke stoffet ved at skabe en indre kontakt med bevidstheden i det pågældende stykke stof. På denne måde kunne du bogstavelig talt flytte stoffet og manipulere det med dit sind. Du kendte til en hemmelighed der forlængst var glemt.
I øjeblikket opfatter du den fysiske virkelighed som værende adskilt fra bevidstheden (sindet). Efter påvirkning fra den moderne videnskab, har du glemt at alle eksistenser er besjælet: alt hvad der eksisterer har en form for bevidsthed, som du kan få forbindelse med og samarbejde med på en kreativ måde. Dette var en selvindlysende viden for dig i oldtiden. Men i løbet af Atlantis perioden, da dit hjerte center ikke var vækket tilstrækkeligt, blev dit tredje øje overvejende kontrolleret af viljen og egoet (solar plexus, det tredje chakra). Du stod på dørtærskelen til en ny indre virkelighed, den hjerte-baserede bevidstheds virkelighed, men på grund af chokket over at blive nedsænket i Jordens tætte virkelighed gik dine gode hensigter og friske inspirationer midlertidigt tabt. I lod jer selv lede på afveje med en blanding af overdreven brug af viljen og magten fra det tredje øje. Du stræbte efter at gøre tingene bedre på en større skala ("lys arbejde"), men du gjorde det på en selvisk måde, med en autoritær holdning overfor Jordens sjæle og dens natur.
I Atlantis' storhedstid var der mange muligheder og teknologien var stærkt fremskreden, på nogle områder var den endda nået længere end jeres nuværende teknologi, da man forstod telepati og psykisk manipulation meget bedre, dengang kunne man foretage en øjeblikkelig telepatisk kommunikation mellem forskellige personer i stor afstand fra hinanden. Det var muligt at forlade sin krop bevidst og rejse rundt uden den. Man havde forbindelse til og gennemførte kommunikation med udenjordiske civilisationer.
Meget blev gjort muligt i løbet af Atlantis epoken, men meget gik også galt. Der befandt sig generelt en stor kløft mellem den politiske-åndelige elite og det "jævne folk" der hovedsagelig bestod af Jord sjæle. De blev betragtet som mindreværdige væsener hvor målet kunne hellige midlet, for de blev faktisk brugt til genetiske eksperimenter. Det var en del af den atlantiske elites ambitioner at manipulere med livet på det biologiske niveau, for at kunne skabe mere overlegne livsformer.
I øvrigt var der også et positivt aspekt ved det atlantiske samfund nemlig ligheden mellem mænd og kvinder. Magtkampen mellem mænd og kvinder, hvor kvinder blev frygtelig undertrykt til sidst, var ikke en del af Atlantis. Den feminine energi blev respekteret fuldt ud, især fordi den er direkte relateret til magten af det tredje øje (intuition, clairvoyance, åndelig magt).
Jeg ønsker nu at tage dig med til Atlantis undergang. På det tidspunkt var der kræfter i gang som du stadig arbejder på at komme overens med. Du var dybt involveret i det der gik galt på dette tidspunkt.
I Atlantis levede du ud fra viljens- og det tredje øjes energicentre. Din hjerte energi åbnede sig ikke tilstrækkeligt. På et vist tidspunkt forelskede du dig i din egen teknologi og muligheden for at skabe mere overlegne livsformer. I anvendte genteknologi og eksperimenterede på flere forskellige livsformer, du var ude af stand til at føle og forstå at du var respektløs overfor Livet i disse livsformer. Dem du eksperimenterede på kunne ikke regne med din empati og medfølelse.
Denne perverterede energi, der fandtes i denne fase af den atlantiske civilisation, vendte tilbage i det 20. århundrede under 2. verdenskrig, hvor der også tales om grusomme eksperimenter der blev udført mod "mindreværdige" i en generel atmosfære af klinisk kulde. Denne mekaniske måde at håndtere levende væsener på med en udpræget mangel på medfølelse og empati, var magen til den atlantiske. Dette fylder dig nu med en dyb følelse af ubehag. For nu har du også set og følt det fra den anden side, som offer i livstider der kom efter Atlantis.
Men under Atlantis perioden var det dig der var gerningsmanden. Det er derfra der fulgte en bestemt form for karma. Atlantis er nøglen til dine "gerningsmands inkarnationer", din mørke side. Jeg fortæller dig ikke dette for at få dig til at føle dig skamfuld eller skyldig, slet ikke. Vi er alle en del af denne historie, hvor vi var iklædt forskellige roller og forklædninger, det er sådan det er at leve i dualiteten. Dualiteten er at opleve og udspille alle tænkelige roller, fra meget lyse til meget mørke. Hvis du tillader dig selv at kende din mørke side, hvis du kan acceptere at du også har spillet rollen som gerningsmand, vil du være mere afbalanceret, fri og glad. Det er derfor jeg fortæller dig dette.
På et tidspunkt havde denne teknologiske udvikling, som du - og andre sjælegrupper - dyrkede, så stor indvirkning på naturen at Jordens miljømæssige systemer blev forstyrret. Atlantis' undergang skete ikke på én gang. Der var mange advarselssignaler - tegn fra naturen - men da de ikke blev imødekommet opstod der enorme naturkatastrofer, gennem hvilke den atlantiske civilisation blev oversvømmet og destrueret.
Hvordan påvirkede det dig på dit indre plan? Det var en chokerende oplevelse, en traumatisk påvirkning; dette var endnu et fald, det andet fald i dualitetens verden.
Gennem disse inkarnationer på Jorden mistede du til sidst forbindelsen til din hjerte-energi, som du ellers havde rakt ud efter. Efter Atlantis' undergang indså du mere end nogensinde før, at man ikke kan finde livets sandhed ved at kontrollere livet, ikke engang hvis det ser ud til at have et ædelt formål. Efter dette begyndte du virkelig at åbne op for hjertets stille stemme der fortæller dig, at livet selv ikke behøver nogen kontrol eller styring, for der er en højere visdom der arbejder igennem det. I livets eget flow, i strømmen af hjertet og følelserne, er der en visdom som du kan afstemme og tilpasse dig efter, ved at lytte, og overgive dig til den. Det er ikke en visdom der er skabt ud fra hovedet eller af viljen, det er en visdom der kommer af at tillade et højere perspektiv, stemmen af kærlighed.
Du begyndte langsomt at føle denne mystiske viden inden i, der ledsages af en følelse af ydmyghed og overgivelse. Men selv da var tiden endnu ikke moden til en glædelig opvågnen af hjertets energier. En skygge var faldet over dig i løbet af Atlantis epoken, det var skyggen af at have påvirket andre væsener negativt. Virkningerne af denne påvirkning var du selv nødt til at opleve og føle dybt, før din spirituelle vækkelse kunne finde sted.
Her tager jeg igen et stort spring frem i denne gamle historie, for nu tager jeg dig med til det øjeblik hvor du vender tilbage til Jorden efter Atlantis var forsvundet, skyllet væk af havets bølger. Endnu engang inkarnerede du i menneskelige legemer og denne gang lå mindet om Atlantis dybt begravet i din sjælelige erindring, ledsaget af en skamfuld følelse og tvivl på dig selv. Atlantis undergang havde bedøvet og forvirret dig, men det havde også åbnet jeres hjerter lidt mere.
Sikken enorm udvikling der sker på så stor en tidsskala!
Afvisning af lysarbejdet - det tredje Fald ind i Erfaringsdannelse
Den næste vigtige cyklus startede med Kristus energiens ankomst til Jorden, mest synligt repræsenteret af mig. Mange af jer var til stede dengang, i eller omkring dette tidspunkt. Et par århundreder før min fødsel begyndte i igen at inkarnere i stort tal. En stemme fra dit hjerte lokkede dig og hidkaldte dig. Du havde en fornemmelse af at "du måtte være med der", at det var tiden for dig at tage endnu et skridt fremad på din åndelige rejse, som nu var blevet meget forbundet med Jorden.
Ankomsten af Kristi energi til Jorden, min ankomst, blev delvist udarbejdet af dig. Jeg ville ikke være istand til at ankomme uden der havde været en særlig energi til stede på jorden som ville modtage mig, "gribe mig" så at sige. Jeres energi sørgede for at være kanalen hvorigennem jeg kunne forankre Kristus energien til Jorden. Dette skete i virkeligheden ved en fælles indsats. Jeres hjerter havde åbnet sig for mig, for det jeg repræsenterede. På dette tidspunkt var i den del af menneskeheden der var mest åben for at modtage visdom og kærlighed fra hjertet.
En vis ydmyghed var opstået i dig, i ordets bedste forstand: en overgiven sig til ikke at være bedrevidende og til ikke at ville kontrollere og styre tingene, en ægte åbenhed overfor noget der var nyt, noget der afviger fra magt og kontrol, noget der er anderledes. Og på grund af denne tillid og åbenhed i jeres hjerter, var du i stand til at modtage mig.
Jeg var som en lysstråle der landede på Jorden og mindede dem der var klar til det, om deres engleagtige karakter, deres guddommelige kerne. I var bevæget af mig, af det jeg udtrykte og udstrålede til jer fra min indre kerne, og lige siden har Kristus energien påvirket dig dybt, både i din livstid omkring Kristus og i de efterfølgende liv frem til nu. I alle disse liv har i forsøgt at bringe Kristus energien ned til Jorden og sprede det gennem undervisning og healing i forskellige former. I var inspirerede og passionerede lysarbejdere der arbejdede hårdt for at bringe mere rimelighed, retfærdighed og kærlighed til denne planet.
I denne epoke, i denne tid med vækkelsen af Kristus energien, var du en af dem der var modstandere af religioner, der var alt for stramt organiseret og som undertrykte mennesker på en autoritær måde. Du kæmpede for frihed og frigørelse af den feminine energi der rummede de hjerte-baserede værdier, det gjorde du i en tid hvor folk endnu ikke kendte meget til den. Igennem de seneste to tusind år var i frihedskæmpere, og i blev afvist og forfulgte for det. Du blev straffet og tortureret for at være den du er, og du endte ofte på bålet eller skafottet. Du pådrog dig en masse emotionelle traumer fra disse historiske hændelser.
I de kampe og den modstand du mødte, arbejdede den atlantiske (og den galaktiske) karma. Rollerne var nu byttet om. I blev ofre og gennemlevede dybet af ensomhed, angst og fortvivlelse. Du fik et nært kendskab til den dybe emotionelle smerte ved afvisning. Dette var dit tredje Fald, dit tredje fald ind i erfaringsdannelse og dette fald bragte dig til hjertet af din mission: at forstå den fælles enhed der ligger bag både lys og mørke, og lære hvad kærlighed virkelig betyder. Dette tredje Fald har ført dig til nutiden, til hvem du er nu.
I dag på tærsklen til en ny cyklus, i disse tider hvor der sker store omvæltninger, er i virkelig åbne for den mening der gemmer sig i Kristus energien. I dit hjerte spirer der en visdom som både rummer og transcenderer modsætninger og som anerkender det samme guddommelige flow i alle de forskelligartede skabninger. Din kærlighed er ikke kun abstrakt viden, men en ægte, ren og oprigtig strømning fra hjertet, som når ud til andre og til Jorden. Du genkender nu dig selv i andres væremåde og fremfærd, uanset om de er lyse eller mørke, rige eller fattige, Lysarbejdere eller Jord-sjæle, mennesker, dyr eller planter. Den kærlighed der er indlejret i Kristus-bevidstheden bygger bro mellem modsætninger og giver dig en håndgribelig følelse af forbundethed med alt der eksisterer.
Engang bevogtede du det Jordiske paradis som en engel. Men da du engagerede dig i kampen om magten over de energier der ønskede at stjæle dette paradis fra dig, afskar du dig selv fra denne tilstand af uskyld. Igennem denne kamp gav du afkald på de åndelige sfærer og inkarnerede dybere ind i det illusoriske fysiske tilværelsesplan. Fra at være en engel udviklede du dig til en kriger. Da du inkarnerede på Jorden og forsøgte at finde ud af hvad det vil sige at være et menneske, lod du dig igen friste af ønsket om at kontrollere tingene, og dette førte både til undergangen af Atlantis og af jeres kriger mentalitet. Du kom derefter tilbage til Jorden for at opleve det negative aspekt ved spillet om magten, at føle hvordan det er at blive offer for vold og aggression. Eftervirkningerne fra denne sidste del af cyklussen præger stadig den måde i oplever tingene på, og i arbejder alle hårdt på, i jeres indre, at overvinde traumet over at blive afvist og udstødt. Dermed har du gennemlevet et fuldt kredsløb, og er kommet tilbage til det punkt hvor det hele begyndte. Du vender dermed tilbage til din sande natur som en engel, men nu som en fuldt inkarneret engel, med et ægte og personligt kendskab til ekstremerne af lyset og mørket, kærligheden og frygten. Du er nu en viis og barmhjertig engel, en menneske-engel. . .
Jeg har stor respekt for dig, for den utrolige rejse du har foretaget dig. Jeg står foran dig nu som din ligemand. Jeg er her som lærer og vejleder, men også som en bror og ven. Jeg vil gerne tilbyde dig min kærlighed og mit venskab, ikke på en abstrakt måde, men som et konkret kammeratskab i gensidig forståelse. Jeg ved hvem du er. Genkend nu dig selv i min fremtoning.
Du befinder dig nu i afslutningen af store tids cyklusser, i hvilke du har været igennem mange oplevelser. I dag ønskede jeg at tale om Atlantis, som en anerkendelse af de energier du indeholdt dengang og som nu kan hjælpe dig med at gå ind i en tilstand af fred og helhed med dig selv. Den atlantiske energi er energien af stor mental magt, kombineret med en markant stolthed og arrogance. Vov at genkende denne "mørke energi" inde i dig selv, vov at acceptere at du har oplevet og gennemlevet dette engang. Mærk at du både har været krænker og gerningsmand ligesåvel som du har været et offer. At tillade dette faktum i din bevidsthed vil åbne porten til den største visdom du kan favne i dit liv: visdommen af aldrig-at-dømme. Bliver du opmærksom på din egen mørke side vil det medføre at du giver slip på din trang til at dømme både dig selv og andre, som værende rigtige eller forkerte. Alle begrundelser for at dømme falder derved væk. Aldrig-at-dømme baner vejen for forståelse og medfølelse. Således vil du virkelig begynde at forstå hvad kærlighed er og hvad lysarbejde betyder. I virkeligheden antyder ordet "lys-arbejde" fejlagtigt, at det indebærer en vis form for kamp mellem lyset og mørket og at lysarbejdere er nogen der bekæmper mørket. Men ægte lysarbejde har intet med dette at gøre. Rigtig lysarbejde indebærer at du er i stand til at genkende lyset af kærlighed og bevidsthed i alt der eksisterer, selv hvis det gemmer sig bag masker af had og aggression.
Du føler dig ofte stadig fristet til at fælde domme over de Jordiske realiteter, for eksempel over den måde som politik fungerer på eller over den måde som folk behandler miljøet. Det er så let at sige at alt dette er helt forkert, for derefter at føle sig som en fremmed på denne jordiske planet, som en udstødt der ikke hører hjemme her. Prøv i stedet, i sådanne øjeblikke, at komme i kontakt med gerningsmandens energi inden i jer. Tillad dig selv at få adgang til den Atlantiske energi som stadig findes i din sjæls hukommelse og mærk at sådan har du også været engang og mærk endda at det var okay. Alle dine "fald ind i erfaringsdannelse" vil til sidst fuldende din cyklus og åbne dit hjerte for essensen af Guds skabelse: kærlighed, kreativitet og uskyld. Du, som både har oplevet ekstremt mørke og lys, har ikke været andet end et uskyldigt barn fra Paradis på hele din lange rejse, en rejse som du drog ud på i en ånd af åbenhed, stor nysgerrighed og livslyst. På denne rejse kunne du kun lære af dine erfaringer. Og du kunne ikke have undgået de "fald ind i erfaringsdannelse" du gjorde, da de var midler til at nå ud til noget nyt og mere tilfredsstillende. Essensen af din rejse er at du opnår visdom gennem din oplevelse. Derfor bedes du anerkende og ære det englebarns mod som du selv var. Se dets vitalitet, mod, udholdenhed og vovemod på sin rejse ind i det ukendte, og føl så din egen uskyld, selv i din mørkeste side.
Jeg beder dig om at respektere dig selv, inklusive den mørke side af dig. Føl bare den Atlantiske energi af magt og selvbevidsthed for et øjeblik. Den rummer også en positiv side. Du var meget talentfuld på mange områder. Inviter denne energi ind her og nu. Tillad denne følelse af selvværd og selv-kommando at vende tilbage til dig og tilgiv dig selv for de grusomheder der fandt sted i fortiden. Ja, du har påført andre smerte, du var angriberen der..... men mærk også hvor dybt du er kommet til at fortryde det og mærk hvor meget du nu har åbnet op for en ægte respekt overfor alle der lever. Når du tilgiver dig selv kan du åbne op for glæden ved at give slip på trangen til at fælde domme. Dette er konsekvensen, for ser du: Hvis du kan genkende den mørke del af dig selv og er i stand til at tilgive dig selv for den, behøver du hverken at dømme dig selv eller nogen andre mere. Dette er en meget stor lykke for din sjæl.....
Så hver gang du fremover er ved at hænge dig selv op på en af dine domme. Vil du fortælle dig selv at der stadig er så meget du er nødt til at opnå endnu. I dag vil jeg bede dig om at se tilbage på alt det du har opnået allerede. Vær opmærksom på dybden af din rejse gennem disse store tidskredsløb. Og lad så være med at se op til mig som en mester fremover. Jeg har fuldendt denne rolle for to tusind år siden, men den tid er forbi. I er den nye æras Kristus'er, i vil skabe fred i denne dualistiske verden der er fuld af modsætninger, ved at udstråle den fred der findes inde i jeres egne hjerter. Mærk hvordan du er klar til denne rolle og lad mig så tilbyde dig min støtte og opmuntring som din ven og bror. Vi er ét.
© Pamela Kribbe
Dansk oversættelse:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar