Jeshua Kanaliseringerne
Højere bevidsthed i en ny tid

Jesus, som her kalder sig ved sit Aramæiske navn “Jeshua ben Joseph” for at lægge afstand til kirkens udlægning af Jesus, bliver meget dygtigt kanaliseret af den Hollandskfødte Pamela Kribbe og derefter lagt ud på hjemmesiden www.jeshua.net. Det er allerede oversat til 20 sprog og her er det oversat til Dansk. Jeg har lagt de samme indlæg ud her på siden som i Holland, resten kan man læse i bøgerne. Vælg mellem mere end 100 indlæg i oversigten til højre. Du er velkommen til at kopiere/dele blot du tager linksene med i slutningen af hvert indlæg.

Ønsker du at få teksten læst op på Dansk kan du gøre det ved at installere denne fil: Text to Speech Voice Reader fra Google
Marker derefter den tekst du ønsker at få læst op og tryk Alt+R (læsehastigheden kan justeres) Forståeligt selvom de siger Jes-hú-a

Livsalkymi handler ikke om at forsage noget i sig selv: Tværtimod handler det om at forvandle alt i dig selv til guld.. Selv det sorteste sorte....

Terapeut og klient


Pamela Kribbe kanaliserer Jeshua

Oversat af John Jørgensen

Kære venner,

Jeg er Jeshua, jeg hilser jer alle i dag. Jeg befinder mig tæt på dig i mit hjerte fordi vi er dybt forbundet med hinanden. Der findes et niveau hvor vi har en forenet bevidsthed, en fri, stor og kreativ bevidsthed, som er vores sande paradis.

Du befinder dig her i tid og rum, manifesteret i en kropslig form, men du er så meget mere end dette og jeg beder dig om at forbinde dig med denne større, udefinerede og højere bevidsthed, der forbinder dig med din oprindelse, dit sande hjem.

Føl Gud inden i dig og føl hvor enkel denne energi i virkeligheden er. Gud er ikke højt hævet over dig. Gud er en energi der strømmer igennem dig hele det liv du har på Jorden og endda gennem alle de fysiske objekter og ting som du er omgivet af. Gud befinder sig overalt og Gud føler sig ikke begrænset af nogen former. Gud er en ren og uforfalsket bevidsthed. Men denne guddommelige magt ønsker at opleve livet gennem alle disse mange forskellige former for liv, alle de utallige manifestationer der findes i tid og rum.

Føl nu for et øjeblik hvem du er i hele dette flow: en gnist der befinder sig i et enormt bevidsthedshav, men ikke desto mindre en uforgængelig lysgnist, der giver et unikt bidrag til helheden.

Føl denne evige og uforgængelige magt inden i dig, som altid vil eksistere og altid har eksisteret og som altid vil være gnisten af et evigt liv. I denne gnist af lys er du en del af Skaberen, en del af Gud. Du har selv en skabende bevidsthed og du vælger selv de livsoplevelser og den vej i livet du vil følge. Helt dybt inde i dit væsen findes der et centralt punkt, hvor du er bevidst om den måde du udformer dit liv på, de ting du ønsker at tiltrække, og de ting du ønsker at opleve for at vokse og for at lære noget nyt.

I det væsentlige vil du derfor aldrig være et offer overfor verden. I din essens er du aldrig helt sårbar eller magtesløs, fordi dybt inden i dig er denne gnist af Gud tilstede. Denne Guds-gnist i dig, siger "ja" til alt det du går igennem i dit liv og den ved også at du er i stand til at lære og vokse ud fra disse oplevelser og bliver større og mere rummelig.

Sig "ja" til denne styrke i dig selv, denne kilde til lys, gennem hvilken du har ført dig selv frem til det liv du lever nu, med alt hvad dette indebærer. Du sagde engang "ja" til dette og du ved inden i dig selv, at du har styrken til at gennemføre dette liv og denne skæbne - på en god måde - ved at huske på hvem du er, midt i alle dine jordiske bekymringer og i dit daglige liv hvor du møder modstand og problemer. At komme hjem til dig selv og dele dette lys og denne visdom med andre, vil give dig den dybeste tilfredsstillelse.

I der er til stede her ønsker at være åndelige terapeuter, hvilket betyder at du har lyst til at sprede lys og bevidsthed på Jorden ud fra din sjæl, og dette er et rent og ægte ønske i din sjæl og dit hjerte. Dette kommer direkte fra den Guds-gnist du er, fordi det er naturligt for Gud at dele glæde, visdom og indsigt med andre. Dette gør Gud glad, og det gør også dig glad, fordi du er Gud i din sjæl og dit hjerte.

Og nu spørger du: "Hvordan gør du dette helt nøjagtigt: 'spreder lyset' og giver healing til en anden?" Det er det jeg vil tale om i dag, for i jeres samfund er der et mærkeligt modsætningsforhold mellem det at være syg og det at være rask, mellem at være hel og være nedbrudt. Terapeuten befinder sig angiveligt på den sunde side, som den der er hel og giver lys og healing til dem der er nedbrudte og syge.

Set ud fra dette perspektiv er terapeuten en der er større og længere fremme og klienten eller patienten fremstår som en der halter bagefter og er mindre. Og den der er større har noget som den der er mindre ikke har og derfor deles dette med den der er mindre. Men set ud fra et åndeligt perspektiv er dette et falsk billede. For selv før nogen bliver behandlet af en healer eller en terapeut, vil vedkommende allerede fremstå som mindre end den der behandler dem: klienten har et problem og kommer til en terapeut for at få en løsning på det.

Denne opfattelse af forholdet mellem en terapeut og en klient gennemsyrer al konventionel sundhedspleje. Lægen som du går til, har "viden og ekspertise" og du som patient er derfor underlegen og er deres underordnede fordi du har brug for deres viden om noget der befinder sig uden for dig til at blive rask. Utilsigtet bruges denne model også tit til det der kaldes "mental sundhed". Jeg vil gerne foreslå at I trækker denne opfattelse "op med rode", fordi det er en fuldstændig falsk opfattelse af hvordan det reelle forhold er mellem en klient og en terapeut.

Sandheden er nærmest den modsatte: Du er en god terapeut hvis du ved hvordan du gør dig selv mindre, for at give storheden tilbage til den der kommer til dig for at få hjælp. For dette er noget som personen utilsigtet har mistet.

Nogen der har store åndelige problemer er på en eller anden måde overbevist om, at de er magtesløse, at de ikke kan stå imod den modstand og negativitet de møder i livet og derfor føler sig små og hjælpeløse. Som åndelig terapeut er du den der inviterer sådan en person til at genfinde og opleve sin indre styrke. Du opmuntrer denne til at gen-opdage sin egen storhed og holde sin indre Guds-gnist vågen. Men hvordan gør du dette? Ikke ved at give denne person noget der får vedkommende til at føle sig bedre, for dette gøres ikke ved at give vedkommende noget der kommer udefra, derimod gøres det ved at du tror på den kraft som denne person har i sin sjæl. Du gør det ved at forbinde dig med vedkommendes sjæl og derfra vise din klient gennem dine øjne, dine ord, dine handlinger og dit syn på vedkommende, at du tror på vedkommende. Vis din klienter at du kender til deres sjæls styrke, skønhed og visdom. Og på grund af denne viden, samt på grund af din tro og tillid til den de inderst inde er, vil klienten også få håb og tillid til sig selv.

Dette er vejen til åndelig healing: du giver den anden sin storhed tilbage. Du prøver på mange forskellige måder, at få denne person til at forbinde sig med sin egen sjælskraft igen, og derved vil du også føre ansvaret helt tilbage til vedkommende selv. Den store styrke ved denne form for åndeligt arbejde, er at du viser den anden person, at hun eller han alene har ansvaret for sin vej i livet, og at dennes behov for healing ikke er et tegn på svaghed. Det som folk er konfronteret med, er ikke noget de ikke selv kan klare, hvis de vil acceptere deres eget ansvar vil netop dette kunne hjælpe dem til at komme fri af deres byrder.

At give ansvaret for sit eget liv tilbage til nogen, betyder ikke at du overlader vedkommende til sig selv. Det betyder at du opfordrer denne person til at opdage og opleve magten inden i sig selv; så han eller hun kan opleve, at han eller hun er meget større, klogere og stærkere end vedkommende selv tror. At være en åndelig terapeut indebærer at du møder den anden; sjæl til sjæl.

Når man blot ser ud fra det menneskelige perspektiv, kan det godt virke som om du er stærkere eller ved mere end den anden person og at denne har så store problemer at vedkommende ikke kan klare sig uden din hjælp. Men set ud fra et sjælsperspektiv, så befinder i jer begge på en udviklingsvej, hvor den ene sjæl for tiden har mere smerte end den anden, men dette siger ikke noget om den vej I befinder jer på som sjæl eller om det niveau I har opnået hver især. Den ene sjæl har truffet et andet valg end den anden, så der er ikke brug for at konkludere noget her og dette vil heller ikke gavne processen.

Du udfører et åndeligt arbejde, fordi du på din sjæls nuværende niveau ønsker at dele lyset. Det der sker, når du udfører dette arbejde, er at lyset i dig kommer til at skinne mere kraftfuldt og selv oplever du en dyb indre tilfredsstillelse når du gør det. I den forstand er det ikke så meget en ting du gør for andre, du gør det fordi det er din skæbne at gøre det, på samme måde som når en blomst ønsker at blomstre og udvikle sig. Det er derfor du gør dette her, det er det naturlige forløb, for lyset ønsker altid at stråle ud og forøges.

Sandt lysarbejde betyder således at du udstråler dit lys til det andet menneske, uden at konkludere noget. Du forsøger ikke at løse deres problemer for dem, for det kan du ikke gøre og det er heller ikke meningen. Du giver dit lys lov til at stråle ud på deres indre essens, og på den måde vil du hjælpe denne person til at vække sin egen essens, sit eget lys. Dette er den mest kraftfulde ting du kan gøre for et andet menneske. Og når dette bliver tilgængeligt gennem dig, vil du straks opdage at glæden vækkes i denne person, fordi de nu kan komme tættere på sin egen essens og sin egen livskraft, som giver dem større livsmod og selvtillid. Intet kan indgyde mennesker så meget livsmod og selvtillid som at føle, at de er herre over sit eget liv, og at de er i stand til at forme sit liv ud fra sin egen indre styrke.

Jeg vil gerne tilføje en ting mere: Jeg kan se, at du der udfører dette åndelige arbejde, eller ønsker at gøre det, nogle gange har svært ved at slippe den negative energi der findes i den anden person, dennes smerte og lidelse. Ofte i sådan en grad at du kan blive overvældet af den anden persons lidelser og endda føle dig tynget af dem. I samme øjeblik du glider ud af din egen storhed, ud af din Guds-gnist, og ind i din menneskelige side. Så ryger du ind i din gamle tilstand: "Gosh, denne person kan ikke klare sig uden mig, det er ikke til at bære, jeg er nødt til at hjælpe ham." Men vær så opmærksom på hvad denne fremgangsmåde gør for den anden person: Du anser vedkommende for at være lille og hjælpeløs, et offer du skal redde. Men ved at opfatte det sådan yder du ikke rigtig nogen retfærdighed, og i sidste ende vil det ikke hjælpe noget.

At virkelig stå ved din styrke som en åndelig hjælper, indebærer at du træder et skridt tilbage. Som et menneske kan du være fristet til at tage et skridt frem for at lindre deres lidelser, men som en åndelig hjælper, som en sjæl, tager du et skridt tilbage. Du er fuldt tilstede, du har medfølelse for dem, og ofte forstår du ganske godt den proces som personen gennemgår, men du involverer dig ikke i det, du holder dig uden for problemet. Du er et lys i mørket og ved at træde et skridt tilbage demonstrerer du, at det er muligt ikke at lade sig opsluge af tanker om mindreværd, svaghed og hjælpeløshed. Ved at tage et skridt tilbage giver du plads til at den anden person kan finde sin egen styrke. Du inviterer dem ind i sig selv, selvom dette kan være i modstrid med alt det du har lært som menneske.

Denne fremgangsmåde kan umiddelbart virke hård og grusom, men det er den ikke hvis du ser det ud fra sjælens perspektiv. Forestil dig at du befinder dig i et meget svagt øjeblik, hvor du oplever en masse sorg og føler dig helt magtesløs, hvor livet bare virker helt uoverkommeligt. Hvad vil hjælpe dig mest her? Nogen der tilbyder dig sin hjælp fra det vibrationsniveau de befinder sig på og derfra giver dig et klap på skulderen, eller en der forsøger at hjælpe dig ud fra tanken om, at du ikke selv er istand til at klare situationen? Som hjælper giver du ofte velmente råd, ud fra en opfattelse af hvordan du kan løse den anden persons problem. Men på den måde får du ikke rigtig sjælelig kontakt med vedkommende, fordi du forbinder dig ikke med personen på det sjælelige niveau.

Tænk på de situationer hvor du føler dig ekstremt sårbar, dyster eller ængstelig. Det der hjælper dig mest i sådanne situationer er en person der fortsætter med at tro på din styrke, som bliver ved med at være bevidst om den sjælelige kraft du har i dig, selvom du ikke helt er istand til at se dig selv på denne måde. Dette er en spirituel terapeuts sande arbejde. Og det vil nogle gange indebære at du holder fast ved opfattelsen af denne person som et stærkt, frit, skabende og kærligt væsen, selv om den person ikke selv er istand til at se det.

Dette kan indebære, at du må vente tålmodigt, mens du holder fast ved dette billede, og samtidig vil det være vigtigt at du forbliver ligestillet med dem på sjælens niveau. Hvis du ikke gør det, glider du automatisk tilbage til den gamle opfattelse: som værende den store i forhold til den mindre eller den magtfulde foran den hjælpeløse og dette er en destruktiv måde at opfatte tingene på, for det leder folk væk fra deres sande styrke.

På et tidspunkt hvor du selv føler dig svækket af den lidelse eller negativitet der findes hos andre, skal du huske på hvad det virkelig er der sker. Vov at træde tilbage og opfat ikke dette som værende hjerteløst eller grusomt, men som en revurdering af situationen, hvor du sætter det reelle forhold mellem dig selv og den der lider i perspektiv. Bevar kontakten med din egen styrke, forbliv i dit eget lys. At gøre dette gavner ikke kun dig, dit sind, dine emotioner og din krop, det gavner også den anden person, for på den måde holder du et lys op for vedkommende, som han eller hun kan spejle sig selv i.

Et åndeligt arbejde fra sjæl til sjæl, hvor du forholder dig til en anden person, indebærer at du skaber en indre forbindelse med vedkommende, især med dennes storhed. Og samtidig indebærer det at du giver den anden person fuld frihed til at være sin egen storhed. Det sidste er meget vigtigt for alle at huske, for at frigive en anden person, er en tillidsakt der er ligeså vigtig som at skabe en forbindelse med denne.

Jeg tror på jer alle. Og selvom jeg ikke er her for at løse dine problemer, så er jeg her for at fortælle dig at du er en stærk lysstjerne, det er i alle. Dit lys og din udstråling er ubegrænset, det kan du stole på og nyde. Således at du kan leve fuldt ud her på Jorden. Dette er det lysarbejde du kom her for at udføre. Tak for din tilstedeværelse.


© Pamela Kribbe


Dansk oversættelse:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar